Kendt dansker indrømmer: Jeg er på lykkepiller
Stig Elling har orlov som konservativ politiker i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix (arkiv)
Psykolog kunne ikke hjælpe Stig Elling. Nu hjælper lykkepiller ham.

Den tidligere rejsekonge, byrådsmedlemmet på Frederiksberg Stig Elling (K), fortæller til Se og Hør, at han kæmper med en depression og får lykkepiller.

- Jeg har prøvet en psykolog, men nu tager jeg lykkepiller, og det har jeg fået det bedre af. Og så prøver jeg at gå nogle ture med hunden, for det er ikke godt bare at sidde i sofaen, siger 70-årige Stig Elling til ugebladet.

Stig Elling måtte i januar tage orlov fra sit politiske virke i Frederiksberg Kommune på grund af en depression, men det var ikke første gang, han mærkede sygdommen, skriver Se og Hør.

I 2009 mærkede han den første gang, og ifølge ugebladet skal årsagen findes i barndommen, hvor Stig Elling voksede op med en psykisk syg mor og en alkoholisk far, som aldrig accepterede hans homoseksualitet.

Stig Elling er i gang med sin anden periode i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, og har siden 2005 været ansat som rejseambassadør hos Bravo Tours, og har trods sin depression fortsat den opgave på nedsat tid.

- Jeg har været nødt til at vælge, og mit arbejde i rejsebranchen er det væsentligste for mig, da jeg har været i branchen hele mit liv. Det har jeg ikke i kommunalpolitik, selvom jeg har dyb respekt for vores kommunalbestyrelse, sagde Stig Elling til TV 2 Lorry, da han tog orlov.