Blærerøven og strømpe-kreatøren Mads Christensen får kritik for sin serie af strømper, hvor der er vævet tekster ind i fodsålen, skriver BT.
Her står der blandt andet "Jeg tager en bajer - bare gør som du plejer" og "Fars hus - fars regler".
Det er sexisme og nedgørelse af kvinder, mener flere på de sociale medier.
Men det preller af på Mads Christensen:
- Hvis man kan blive ked af det over det her, så synes jeg, at man skal tage noget beroligende medicin. Og jeg synes, at de personer, der bliver sure over det, skulle finde sig nogle rigtige problemer at gå op i, siger han til BT.
Han mener det er en overfortolkning at læse teksten ind i en kønssammenhæng, og siger til BT, at han ikke har skrevet noget nedsættende om kvinder.
Han siger, at det "må være verdens mindste problem", men også at han ikke er overrasket over, at nogen har reageret vredt på strømperne:
- Hvis man virkelig er interesseret i at kæmpe mod kvindenedgørelse, skal man vælge en anden kamp. Det her er under petitessegrænsen for, hvad man bør gå op i, siger han til BT, og tilføjer, at han intet har imod kvinder:
- Jeg elsker dem, siger han.