Bilhuset Bjarne Nielsen A/S har for andet år i træk tabt millioner.
I det seneste regnskab står der 7,2 millioner kroner med røde tal på bundlinjen.
Det skriver Finans.
Året før blev der dog tabt godt tre gange så mange penge. Her var tabet på 22 millioner kroner, og det kostede direktør Michael Stig Nielsen jobbet.
Ifølge Finans skriver den 64-årige ejer, Bjarne Nielsen, i regnskabet, at tabet er "meget skuffende", men at resultatet "skal ses i lyset af de politiske udfordringer, som branchen oplevede i forbindelse med nedsættelsen af registreringsafgiften, hvor de politiske forhandlinger åbent foregik over flere måneder, hvilket naturligt satte aktiviteterne i stå".
Bjarne Nielsen A/S er tilstede i 12 byer i Jylland og på Sjælland og har de senere år omsat for omkring 1,2 milliarder kroner om året.
I det næste regnskab forventes et overskud på op mod fire millioner kroner. Der sker efter, at selskabet har solgt og sammenlagt nogle af bilhusene.