Mens kendisserne herhjemme for nylig satte fokus på kræft med et stort indsamlingsshow, så er det lige nu ofrene for orkanen Sandy, der har brug for hjælp på den amerikanske østkyst.
For orkanens hærgen har ødelagt huse, slået mennesker ihjel, og rigtig mange er berørt af naturkatastrofen.
Derfor har NBC Universal sat sig for at lave et indsamlingsshow til fordel for de, der blev ramt af orkanen.
Og flere store personligheder har allerede bekræftet, at de stiller op for det gode formål i et show, der vil blive sendt samtidig på netværkets kanaler, der blandt andet inkluderer NBC, CNBC, E! og Bravo.
Showet bliver også livestreamet på NBC.com.
Christina Aguilera, Bruce Springsteen, Billy Joel, Jon Bon Jovi og Sting er blandt dem, der har meldt, at de vil deltage i showet, der har fået titlen "Hurricane Sandy - Coming Together" (Stå sammen, red.)
Værten for indsamlingsshowet bliver den populære tv-vært Matt Lauer.
Pengene vil gå til det amerikanske Røde Kors.
/ritzau/