Den 34-årige mand, der er tiltalt for mordet på 36-årige Andreas Dybdahl i København, nægter sig fortsat skyldig.
Mandag formiddag sad den 34-årige på anklagebænken, da den første af fem retsdage blev indledt i Retten på Frederiksberg.
Den tiltalte hilste kort på et par bekendte blandt tilhørerne, da han blev ført ind i retssalen. Han var tætklippet og var iklædt skjorte og hvide kondisko.
Han kiggede ned i bordet foran sig, mens anklageskriftet blev læst op. Og han fortrak heller ikke en mine, da forsvarsadvokaten erklærede ham ikke-skyldig i drabstiltalen. Han erkendte dog 10 mindre forhold, heriblandt tyveri.
Den 34-årige er anklaget for koldblodigt at have likvideret Andreas Dybdahl.
Klokken 06.40 den 6. marts sidste år åbner Dybdahl døren til sin lejlighed på Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter, hvorefter han bliver skudt og dræbt med flere skud i hovedet og på kroppen.
Københavns Politi mener, at en handel på 25 kilo hash indgår som en del af motivet bag likvideringen. Andreas Dybdahl, den drabstiltalte og en 30-årig mand smuglede ifølge sigtelsen den store mængde hash ind i landet kort før drabet.
Hashen blev ifølge sigtelsen solgt videre solgt til personer i Køge.
Den dræbte og den drabstiltalte havde desuden relationer til rockergruppen Hells Angels, beretter politiet.
Drabet har fået en del ekstra omtale i medierne, fordi Andreas Dybdahl, der tidligere var dømt for handel med kokain, havde flere bekendte i kendis- og musikmiljøet, heriblandt Jokeren, L.O.C. og Remee.
Og under narkoretssagen mod erhvervskvinden Rigmor Zobel indrømmede Dybdahl i vidneskranken, at han havde solgt kokain til hende.
Der er sat fem retsdage af til sagen, hvor der forventes dom torsdag den 27. juli.
/ritzau/