Det var et vaskeægte lynsalg, da komikeren Lars Hjortshøj og tv-værten Tina Bilsbo satte deres nordsjællandske bolig til salg. Blot 14 dage nåede de at skulle rydde op og holde orden, inden mægleren kunne klistre "solgt"-mærket på skiltet.
Og når det går så stærkt, går det ofte også til prisen. Det skriver Boliga Kendte.
Udbudsprisen på de 216 kvadratmeter bolig var nemlig 9.995.000 kroner - og salgsprisen, der netop er blevet tinglyst, endte på præcis samme beløb.
Dermed er der kommet en ny ejer af den arkitekttegnede villa, der ligger direkte ud til Furesøen i Nordsjælland.
Var vandudsigten ikke nok til at få bolighjertet til at banke, var der også i selve boligen detaljer, der nok ville kunne tilfredsstille de fleste købere. Køkkenet var ifølge salgsopstillingen "Rolls Roycemodellen i form af et raffineret Multiform køkken, som er særligt tilpasset det skønne spisekøkken og næsten er som en kommandobro på et skib".
Når maden er tilberedt færdigt med stil, er der også mulighed for at indtage den med udsigt til køkkenet i den del, der opgraderer et køkken til et alrum. Og når maverne er fulde, er der mulighed for at trække ind i den store stue.
Der er ifølge Boliga Kendte desuden fire soveværelser i boligen, mens der uden for murene er flere terrasser og en atriumgårdhave.
Køberne af Lars Hjortshøjs og Tina Bilsbos villa har fået udsigt over Furesøen. Foto: Danbolig Christian Winther
Tina Bilsbo er tv-vært, radio-vært og nu ejer af firmaet BebyBilsbo, hvor hun blandt andet medietræner og værtstræner. Hendes ægtemand gennem de seneste 15 år, Lars Hjortshøj, er indehaver af ligeså mange titler.
Han har som skuespiller optrådt som Robert Dølhus i tv-serien Langt fra Las Vegas, som komiker fyldt sale med mennesker til sine one-man shows og som tv-vært ledet løjerne i "Rundt på Gulvet".
Og efter at have holdt pause siden årsskiftet vendte Lars Hjorthøj søndag tilbage til P4 og radioprogrammet "Badabing".
Se den gamle annonce på Boliga her