Under et retsmøde i formiddag i Københavns Byret blev det besluttet, at den læge som mistænkes for at have stjålet malerier af Carl-Henning
Pedersen skal varetægtsfængsles yderligere fire uger.
Allerede nu har han siddet inde i fire uger for tyvekosterne, som løber op på en samlet værdi af godt to millioner kroner, skriver bt.dk
Politiets anklager, Tina Davidsen, krævede, at dørene blev lukket og pressen smidt ud af retslokalet af hensyn til den videre efterforskning.
"Der er fortsat medgerningsmænd på fri fod," sagde Tina Davidsen som begrundelse.
Den kendte læge mødte op til retsmødet i blå blazerjakke, blå cowboybukser og bare tæer i sine brune lædersko. Han tog plads foran dommeren med korslagte arme.
To mænd sidder allerede fængslet for at have udført det bestilte kunsttyveri. Det var dem, der i følge sigtelserne mod lægen udførte bestillingsarbejdet. Tre gange rippede de kunstværdier fra villaer i København og på Frederiksberg.