I Danmark elsker vi fermenterede finurligheder, skumsaucer og eksperimenterende smagsuniverser. Og vores mundvand flyder over, når verden hylder danske restauranter for deres gastronomiske vovemod og evne til at tænke nyt.
Men brun sovs? Dén piller man altså ikke ved.
Det har kendiskokken, Umut Sakarya, erfaret på den hårde måde, efter han på sociale medier præsenterede en alternativ servering af ribbensteg – nemlig med bearnaise i stedet for brun sovs.
Og så rullede shitstormen, fortæller kendiskokken på Facebook.
- Danmark er åbenbart ikke klar til at se ribbensteg med bearnaise, stegte kartofler og en syrlig salat. Jeg synes ellers det var en fantastisk måde at spise ribbensteg på, skriver han indledningsvis.
Kokken fortæller, at han blot forsøgte at give en elsket klassiker et nyt tvist, men mange danskere mente, at han havde overskredet en kulinarisk grænse.
Umut undrer sig over, at mens mennesker i både Asien og Sydamerika uden problemer spiser ribbensteg og kamsteg i nye kombinationer, så holder danskerne fast i rødkål og brunede kartofler som eneste acceptable tilbehør.
– Jeg synes ellers, det var en fantastisk måde at spise ribbensteg på. Andre mente, at jeg var landsforræder, lyder det fra Umut, der slutter sit opslag med en erklæring om, at han vil gøre op med "den her vanvittige holdning til flæskesteg", og derfor har startet kampagnen #freeflæskesteg.