Først var han succes-kokken med fuld fart frem, fest og lækre restauranter, men så slog Danmarks måske mest kendte kok bremserne i.
Faktisk er der så meget ro på, at Umut Sakarya nu begynder at tænke på børn.
Og meget gerne en stor børneflok.
Det fortæller sh.dk, der citerer Alt For Damerne.
- Vi vil gerne have nogle børn på et tidspunkt, siger 32-årige Umut Sakarya og vil meget gerne have dem sammen med sin kæreste gennem de sidste tre år, 26-årige Johanne Havshøj.
Og selv om børnene ikke behøver komme lige med det samme, så er Johanne Havshøj med på ideen.
- Ja, men jeg er 26 år, og jeg har så meget, jeg gerne lige vil nå inden. Især nu, hvor alt er faldet i hak, og alle bekymringer er væk. Det er først nu, at vi giver os selv lov til at drømme om fremtiden, fordi vi ikke længere er bange for den. Og vi vil virkelig gerne have børn, men ikke lige nu, siger hun til ugebladet.
Kæresteparret har taget hul på snakken om børn. Foto: Ritzau Scanpix
I interviewet afslører parret også, hvordan de mødtes på Instagram, skrev sammen og aftalte et stævnemøde.
Til ugebladet fortæller Johanne Havshøj.
– Vi begyndte at skrive lidt frem og tilbage, og det viste sig, at vi havde en fælles ven. Vi aftalte at mødes på Umuts daværende grillbar over pomfritter, flæskestegssandwich og bøfsandwich, og ja, så faldt jeg bare rimeligt hurtigt, vil jeg sige.