Der var både glæde og en smule ironi, da Umut Sakarya tidligere i dag delte sit eksamensbevis på det sociale medie Instagram.
Med ordene ”Yes, nu kan jeg tale dansk, fortæller kendis-kokken, at han har bestået danskprøven, hvilket betyder, at han nu kan søge om statsborgerskab i Danmark.
Overfor eb.dk uddyber Umut Sakarya.
- Det er dejligt, at jeg kan det, nu hvor jeg har været 19 år i Danmark, fortæller den tyrkiskfødte kok, som har en god grund til, at han først har været igennem prøven nu.
- Det er fordi, man før har skullet møde fysisk op på et kursus, inden man kunne tage prøven, men nu havde de åbnet for muligheden for, at man kunne tage testen direkte uden at komme på kursus, forklarer Umut Sakarya til avisen og fortæller også, hvordan den nye status skal fejres.
- Jeg er inde for at fejre det sammen med min kammerat, og det gør vi ved at lave flæskestegssandwich, lyder det fra Umut Sakarya, som blandt andet ejer Guldgrillen og Guldkroen i København.
Herunder kan du se Umut Sakaryas opslag på Instagram.
Umut Sakarya har blandt andet deltaget i danseprogrammet "Vild med dans" og programmet "Over Atlanten" sammen med blandt andre tidligere statsminister Lars Løkke.