Frygt for, at en eller flere personer er druknet, får nu politiet til at spørge offentligheden om hjælp.
Fredag morgen har Østjyllands Politi sammen med både Søværnets Operative Kommando og Århus Brandvæsen eftersøgt mulige tilskadekomne i Århus-bugten ud for Studstrupværket i Studstrup.
Man har nemlig fundet en jolle, der drev rundt uden bemanding. Der er dog ikke fundet nogle tilskadekomne, og politiet ved heller ikke, hvem der ejer båden.
Politiet beskriver båden som en 12-14 fods aluminiumsjolle monteret med sort Suzuki (model DT4) påhængsmotor og rød brændstoftank. Dertil er jollen malet i army-camouflage-farver indvendigt og udvendigt. Og så er der orange fortøjnings- eller ankertov bundet i stævnet.
Har man kendskab til jollen, skal man kontakte Østjylland Politi.