Giften er over det hele. I luften, som vi indånder. I maden, som vi spiser.
Dioxiner kommer primært fra bilos og affalds-og forbrændingsanlæg og falder ned på vores jord til vand, dyr og planter.
Og stofferne giver dna-skader på mænds sæd, så arvemassen risikerer at blive ødelagt.Det viser ny, banebrydende forskning fra Det Sundshedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet. Her har forskerne, som de første nogensinde, bevist at der er en sammenhæng mellem hvor meget dioxin mænd har i deres blod og antallet af dna-skader i sæden. 400 grønlandske og europæiske mænd, dog ingen danske, har været med i undersøgelsen, fortæller ph.d. Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen, som blandt andre står bag den nye forskning.
»Jo højere dioxin i blodet, jo flere skader har vi set i sæden. Det behøver ikke at betyde, at mændene ikke kan få børn. Men at de måske kun får et barn og har meget svært ved at få børn, fordi deres sæd er blevet angrebet,« forklarer hun.
Forskerne mener også, at der er en risiko for, at den ødelagte arvemasse går i arv. Det tyder tidligere studier blandt mennesker nemlig på.
»Og man ved fra dyreforsøg, at dna-skader hos faderen kan nedarves og resultere i et øget antal aborter, mutationer, fødselsdefekter og kræft.Hvis det viser sig, at skaderne med sikkerhed føres videre hos mennesker, kan det kan på sigt have alvorlige konsekvenser.
»Så vil sædkvaliteten blive dårligere og dårligere, og vi vil få et forringet sundhedsniveau i næste generation. Det problematiske er, at vi ikke kan undgå at indtage det hver dag,« siger Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen.
Næste skridt er at undersøge danske mænd, som forskeren mistænker for at have meget dioxin i blodet. Danske mænd har nemlig verdensrekord i dårlig sædkvalitet.
Giftige stoffer, som kommer fra blandt andet bilos, brændeovne og forbrænding af husholdningsaffald i affalds-forbrændingsanlæg.
Giften kommer ud i luften og ophobes i vores fedtvæv op gennem fødekæden.
Vi indtager især dioxiner fra fødevarer som fede fisk, mejeriprodukter og fedtholdigt kød.