Fra 1. maj bliver det verdenskendte cykelhold Team Sky til Team Ineos.
Holdet skriver på sin hjemmeside, at 21st Century Fox har solgt holdet til kemikalievirksomheden, der skal lægge navn til holdet fra 1. maj.
Team Ineos vil vise sig på landevejene første gang, når Tour de Yorkshire begynder 2. maj.
Bestyrelsesformanden for Ineos, rigmanden Jim Ratcliffe, har store forventninger til det nye projekt.
- Cykling er en fantastisk sport baseret på udholdenhed og taktik. Den vokser i popularitet over hele verden, siger han til Team Skys hjemmeside og tilføjet:
- Ineos er henrykt over at få ansvaret for at drive et professionelt cykelhold, siger han.
Med Sky som sponsor har cykelholdet domineret sporten siden 2010. Men i december sidste år meddelte Sky, at det ville stoppe sit sponsorat af cykelholdet efter 2019-sæsonen.
På Skys hjemmeside står der, at Ineos vil "fortsætte med at finansiere det nuværende hold til fulde og honorere alle eksisterende aftaler med ryttere, stab og partnere".
Det uddybes ikke, hvad der skal ske på den længere bane, men ifølge Skys cykelchef, Dave Brailsford, er fremtiden lys.
- Dagens offentliggørelse er fantastisk nyt for holdet, cykelfans og sporten generelt. Det sætter en stopper for den usikkerhed, der har været om holdet, siger han.
- I Sir Jim Ratcliffe og Ineos ved jeg, at vi har fundet den rigtige partner, hvis vision og passion kan føre til endnu større succes med og uden cyklen, siger Dave Brailsford.
/ritzau/