Så skal spillestedet Vega og utallige fans til at glæde sig igen.
Det populære københavner-spillested har nemlig lige offentliggjort, at verdensstjernen Kelis gæster Store Vega den 13. oktober.
Det skriver soundvenue.
Og hun har masser at byde på, den energiske Kelis.
Den amerikansk pop-furie debuterede med albummet 'Kaleidoscope', og hittede internationalt med den noget aggressive single 'Caught Out There' hvor Kelis skriger: "I hate you so much right now" hele nummeret igennem.
Og så var stilen lagt for afro-stjernen.
Hun fik ry for at være en kantet og eksperimenterende artist, som ikke var bange for at gå sine egne veje.
Man kan forvente, at Kelis, når hun besøger Vega, vil spille en masse numre fra sin seneste udgivelse 'Flesh Tone', og på det album har pop-divaen ladet sig inspirere af både disco og house i langt højere grad end tidligere.
Og dermed viser stjernen igen en ny side af sig selv, og det skal nok resultere i en interessant optræden.
Forsalget er startet via Billetlugen.