Især Hilda Heick har gennem de senere år luftet muligheden for at stoppe karrieren på de skrå brædder, for i stedet at hellige sig familie, have og andre ting.
Hun og Keld har dog haft mere end svært ved at slippe taget i mikrofonen, men nu ser det ud til, at parrets fans må se en slutdato i øjnene.
Det afslørerede Keld og Hilda Heick her til aften i "Go' Aften Danmark" på TV 2.
Efterfølgende har eb.dk talt med Keld Heick, som uddyber beslutningen, der nok især er Hildas.
- Hun har længe sagt, at når hun fylder 80 år, så er det slut. Det har jeg måttet acceptere, siger Keld Heick, som heller ikke vil på landevejen uden fruen.
Til avisen fortsætter Keld Heick.
- Hilda har jo nok ret. Vi har været og er heldige med vores helbred. Vi er sunde og raske, men hvor længe?
- Før kunne vi spille to eller tre jobs om dagen. Det kan vi ikke mere. Vores juleturné i år begynder i Løkken. Der er dælme langt op, siger Keld Heick.
Især de lange ture rundt i landet er blevet hårdere for det populære ægtepar.
Den sidste koncert har Keld og Hilda Heick dog endnu ikke sat dato på, men 6. februar 2026 er speciel.
På den dato er det nemlig præcis 45 år siden, Hilda debuterede, fortæller Keld Heick.
Til den tid må vi så se om "Keld og Hilda" rent faktisk kan få sig selv til at slippe det trofaste publikum.
Ægteparret er iøvrigt aktuelle med endnu et album, der meget passende hedder "Kun til jul".