Han er netop løbet fra et klokkeklart løfte om at blive norsk landstræner, men roserne hagler blot ned over Ståle Solbakken. Og nu også fra de højere magter. Kejser af tysk fodbold og ærespræsident i Bayern München, Franz Beckenbauer, finder de fornemme gloser frem om nordmanden, der nu bliver træner i FC Köln.
"Han har slået sit navn fast. Ikke bare hos FC København, ikke bare i Danmark, også gennem kampene i Champions League, som han godt kan være bekendt. Man kan altid tabe til Chelsea," lyder det fra Beckenbauer til Sky TV ifølge Ekstra Bladet.
Når han forlader FC København efter denne sæson, skulle han være draget mod fjeldet. Ståle Solbakken lovede gang på gang på gang, at han uanset hvad havde i sinde at opfylde sin kontrakt som træner for det norske fodboldlandshold. Indtil han altså brød sit løfte.
Nu mangler Solbakken bare at bryde en håndfast efterlønsgaranti, inden han er klar til en politisk karriere.
Kilde: Ekstra Bladet