Michelle Kristensen, sundhedsguru og tidligere "Vild med dans"-deltager, gav i weekenden sit "ja" til Pernille Wass, som er forlagschef for børnebøger på Politikens Forlag.
De to har dannet par i fire år og for lidt over et år siden blev de forlovet.
I weekenden stod brylluppet i Hellig Kors Kirke og samtidig blev parrets søn Viggo døbt.
- Så blev en solrig lørdag beriget med en masse kærlighed. Viggo blev døbt og vi sagde ja. Tak til den bedste familie og geniale venner for den dejligste dag, skriver Michelle Kristensen på instagram, hvor hun også har delt nogle billeder fra brylluppet.
Til Ekstra Bladet fortæller Michelle Kristensen, hvordan de fejrede brylluppet og barnedåben.
- Vi blev gift i Hellig Kors Kirke, og vores søn blev døbt med de dejligste mennesker omkring sig. Derefter gik turen til Peter Lieps Hus, hvor vi holdt dejlig middag og blev overøst i de kærligste taler fra venner og familie, fortæller den nygifte sundhedsekspert.
Udover deres fælles søn Viggo, som kom til verden i oktober, har Pernille Wass også en søn på seks år.