Det er de færreste, der tager hele opvasken i hånden nu om stunder. Opvaskemaskinen klarer det hårde arbejde i rigtig mange hjem, men ny forskning viser, at du vil have godt af selv at stå for rengøringen efter spisetid.
Et lille studie fra Florida State Universitet peger på, at opvask gør glad, skriver realsimple.com
Det er ganske enkelt sådan, at når du står over opvasken og skrubber på glas og tallerkener, så kan du opleve en tilstand, der kan sidestilles med meditation. Du opnår nemt en dybere refleksion og mindfulness, hvis du giver dig selv lov.
Den tilstand er god for dig. Den øger din tilfredshedsfølelse, nedsætter eventuel stress og giver dit immunsystem styrke.
Mærk på sæben og formerne
Resultaterne fra studiet har været bragt i magasinet Mindfulness, og ud over at de slår fast, hvor sund en omgang opvask kan være for dig, så har personerne bag studiet også kigget nærmere på, hvordan du opnår den største effekt ved din opvask.
Den opnår du, hvis du giver dig selv lov til at nyde processen. Hvis du mærker på det, du vasker op, føler vandets varme og dufter til sæben, i stedet for at skynde dig og kun tænke på at få tjansen overstået.
Lad opvasken være den stund, hvor du giver dig selv lov til at gå ned i tempo, og du vil opleve endnu mere ro og glæde ved at stå for rengøringen. Opvasken er altså sund for dit sind.
Hvis du skynder dig, vil effekten ved at tage opvasken ikke være lige så stor, som hvis du går ind i processen og nyder den. Du bør altså overveje det en ekstra gang, før du prøver at snige dig udenom opvasken næste gang.