Kun 10 måneder efter, at hun fødte pigen Hattie, har Beverly Hills-skuespillerinden Tori Spelling fået endnu et barn.
Drengen, der kom til verden torsdag, bliver parrets sidste, siger skuespillerinden. Og det kan godt gøre hende ked af det, selvom hun altså nu har fire børn i alt.
- Jeg elsker at være gravid, så hvis dette er mit sidste barn, så er jeg ked af, at jeg aldrig skal være gravid igen, siger Tori Spelling ifølge femalefirst.co.uk.
- Det har været en helt fantastisk tid, og det er så sørgeligt, at det er slut, siger hun.
Tori Spellings lille dreng har fået navnet Finn Davey McDermott, og han vejede lige rundt tre kilo, da han kom til verden. Han har ud over storesøster Hattie på 10 måneder også storesøsteren Stella på fire år og storebroderen Liam på fem.
Mens Tori Spelling elsker at være gravid, så glæder hendes ældste børn sig til, at deres mor igen kan være med til nogle af deres lege.
- De siger, at de glæder sig til, at jeg igen kan være med til at lave pudekamp, siger Tori Spelling.
- Det er det, der betyder noget for dem, siger hun.
/ritzau/