Flere sager om misbrug i den katolske kirke. Denne gang er det den katolske kirke i Sverige, der må ligge ryg til.
To personer har meldt sager om overgreb, og den katolske kirke i Sverige er nu også kommet under et massivt pres.
Beskyldningerne er nu ved at blive efterforsket, men allerede nu har overhovedet for den katolske kirke i Sverige, Anders Arborelius, bedt om undskyldning.
"Jeg beder om undskyldning for alle de lidelser, de har været igennem," siger Arborelius til Information og uddyber:
"Vi i den katolske kirke er meget kede af det og ønsker at udtrykke vor solidaritet og medfølelse."
De to personer tog tirsdag kontakt til biskoppen i Stockholm, og han vil nu tale yderligere med de to for at høre deres version. Han vil også spørge dem, om de ønsker erstatning.
"Det er med dyb sorg, jeg har modtaget disse anklager. Samtidig er det vigtigt, at ofrene får lov til at stå frem med deres historier, og at vi en gang for alle kommer til bunds i disse forfærdelige forbrydelser," siger Arborelius.
Ingen af de to anklagede præster arbejder længere i kirken. Den ene er død, mens den anden, så vidt biskoppen ved, stadig lever.
Overgrebene skulle angiveligt have fundet sted i 1940'erne, mens det andet skete i 1960'erne eller 1970'erne. De vil derfor formentlig være forældet i juridisk forstand.