Det argentinske folk reagerede med glædesråb og fyrværkeri, da den katolske præst Christian von Wernich onsdag blev idømt fængsel på livstid for sin rolle under Argentinas militærdiktatur, der myrdede op mod 30.000 mennesker fra 1976-83.
I løbet af sin tid som feltpræst for politiet under det berygtede militærregime var von Wernich involveret i syv mord, 42 bortførelser og 31 tilfælde af tortur.
»Det er en historisk, vidunderlig dag. Det er noget, vi mødre ikke troede, vi ville leve længe nok til at opleve. Retfærdigheden er sket fyldest, og den katolske kirke var medskyldig,« sagde Tati Almeyda til Reuters.
Almeyda er medlem af Mødre til Plaza de Mayo – en gruppe af kvinder hvis sønner og døtre forsvandt under militærregimet.
Deltog i tortur
Retssagen, der fandt sted i byen La Plata 60 kilometer syd for Buenos Aires, har stået på i tre måneder. Flere tidligere fanger fortalte under ed, hvordan Fader von Wernich misbrugte sit præsteembede til at presse dem til at tale og efterfølgende videregav informationer til militærpolitiets torturbødler.
Ifølge vidnerne deltog von Wernich ofte selv under torturen og frikendte politiet for skyld ved at sige, at de udførte guds arbejde.
Christian Von Wernich forsvarede sig i retten ved at sige, at han var offer for en sammensværgelse og beskyldte torturofrene, der vidnede mod ham, for at være besat af djævlen. Den 69-årige mand viste ingen tegn på følelser, da dommen blev læst op.
Kritik af kirken
Christian von Wernich er den første præst, der er dømt for forbrydelser under Argentinas militærregime, og i går fejrede tidligere fanger og torturofre dommen.
Men samtidig har retssagen vakt vrede i det katolske land over, at en præst har misbrugt befolkningens tillid i sit embede.
Efter dommen beklagede Argentinas katolske ledere von Wernichs deltagelse i krigsforbrydelserne. Flere menneskerettighedsaktivister kritiserede i går kirken for at holde hånden over præsterne i forbindelse med deres rolle under militærregimet.