Bedst som freden ellers så ud til at begynde at sænke sig over den katolske kirke, er der nu dukket nye sager op om seksuelle krænkelser begået af to katolske præster.
Værst ser det ud i den ene sag, fordi præsten allerede i maj 2009 blev frataget sit hverv på grund af pornografiske emails. En sag, som den katolske kirke forsøgte at dække over ved at begrunde fratrædelsen med sygdom.
Men nu har kirken så modtaget nye alvorlige anklager mod præsten, der tidligere har arbejdet i Sønderjylland. Det skriver Berlingske Tidende.
"Vi har inden for de sidste par uger fået to nye anmeldelser, som vi har overgivet til politiet," siger den katolske kirkes talsmand, Niels Engelbrecht, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Talsmanden bekræfter, at der er tale om email med pornografisk materiale.
"Der er ikke tale om overgreb eller noget kriminelt, men vi er kommet i besiddelse af en email-korrespondence med noget pornografisk indhold, som har gjort, at vi tænkte, at han ikke skulle være menighedsarbejder," siger han.
Hvem, de pågældende email var til, ønsker den katolske kirke ikke at løfte sløret for.
Men biskop Czeslaw Kozon fandt præstens e-mail-korrespondance så alvorlig, at han gik til politiet med sagen.
Politiet vurderede, at e-mailen ikke var kriminel. I stedet valgte Czeslaw Kozon at flytte præsten til et kloster på Fyn og begrunde flytningen med, at præsten var sygemeldt.
Da Berlingske Tidende torsdag i denne uge spurgte den katolske kirke om årsagen til præstens afskedigelse som sognepræst, reagerede kirken ved at suspendere præsten, der indtil i går var tilknyttet et nonnekloster.