Den katolske kirke overvejer at indhente børneattester på alle deres præster. På et møde tirsdag vil biskoppen derfor tage stilling til, om de vil lave et baggrundstjek på alle kirkens præster.
En børneattest er en særlig straffeattest, der indeholder oplysninger om domme for seksuelle forbrydelser mod børn. I 2005 blev det lovpligtigt at indhente en børneattest på personer, der arbejder med børn.
Men loven gælder ikke for ansatte før 2005, så den katolske kirke ved ikke, om flere af de gamle præster skjuler skeletter i skabet. Alligevel er informationschefen i den katolske kirke lidt tilbageholden med at kræve børneattest på alle præster.
"Vi har jo så mange andre ting, og så skal alt lige pludselig mistænkeliggøres. Hvis det skal være fair, så skal alle jo gøre det. Så skal folkekirken jo også gøre det," siger Niels Messerschmidt til Nyhedsbureauet Newspaq.
De fleste af de i alt 19-20 sager om misbrug af børn i den katolske kirke involverer netop præster ansat før 2005. Indtil videre er to aktive præster fritstillet, imens efterforskningen står på. Men kirken ved ikke, om tidligere dømte præster omgås med børn ned til syv år, i det daglige arbejde i kirken.
En realitet som skubber til en holdningsændring i den katolske kirke. En ændring, der starter hos kirkens overhoved i Danmark. Biskoppen.
"Det er biskoppen, som skal tage stilling til det, og han er da ikke afvisende," siger Niels Messerschmidt.
Den katolske kirkes talsmand Niels Engelbrecht vil også gerne være med til at se på muligheden for at indhente børneattester på alle præster.
Informationschefen og Niels Engelsbrecht fremlægger forslaget for biskoppen i dag.