Kathrine Lilleør har været præst i 16 år, men det har ikke altid ligget i kortene, at hun skulle den vej, selv om hun er vokset op blandt præster. Hendes bedstefar, hendes far og hendes onkel var og er præster. Men var hun aldrig selv i tvivl om, at det var præst, hun skulle være?
– Ork jo, jeg skulle aldrig være præst! Jeg læste bare faget, fordi jeg var nysgerrig på det. Men jeg skulle da ind i reklamebranchen. Jeg skulle være smart i en fart i den reklamebranche. Men det duede jeg absolut ikke til, siger hun til SØNDAG.
Julie Steincke: Mine nederlag er en del af min succes. Læs hele SØNDAGs interview her
Lykken er ikke altid dér, hvor vi forestiller os
Det viste sig nemlig, at Kathrine Lilleør slet ikke kunne finde ud af at lave reklametekster, og at det i stedet var et præsteembede i Hvidovre, der var lykken for hende.
– Men sagen er jo den, at man aldrig rigtigt regner det, man er god til, for noget. Og sådan er det faktisk med mange, mange ting i vores tilværelse. Mange af os er utroligt nedladende over for det, vi faktisk er gode til, og vil hellere være gode til noget andet, forklarer hun.
Caroline Henderson synes det er lidt deprimerende at fylde 50. Læs her hvorfor
Men faktisk fandt præsten først ud af, at hun var landet på den helt rigtige hylde, da hun kom til Slagslunde og Ganløses to små landsbykirker. Her fandt hun nemlig – midt i en kæntret privatliv – en trøst i at prædike.
– Min kæmpe lykke i alt det, der bestemt også var smertefuldt dengang, var, at jeg skulle prædike hver søndag og blev tvunget til at trænge ned i evangelierne og se dybt i teksterne i den største af alle bøger, der findes, nemlig Det Ny Testamente, siger hun.
En lykkelig præst
I dag føler Kathrine Lilleør, 50 år, mor til tre, og ret nybagt præst i Sankt Pauls Kirke i København, at hun er et lykkeligt menneske. Vejen dertil er taknemmelighed, siger hun.
Og så peger hun på, at når folk skal bede, er det vigtigt, de raser ud over for Gud. Skæld ham ud over alt det, du mangler i livet og som bare ikke fungerer, så du kommer ud med dine frustrationer, lyder rådet fra præsten.
– Og når du så er kommet helt i bund med alt det, og du simpelthen ikke kan komme i tanke om mere, du vil skrive på negativlisten, skal du derefter begynde at takke for det, du så fik, og det, du har, og det, du hele tiden får. Og så bliver man altid forundret over, hvor lang DEN liste faktisk er. Det er en god øvelse, kan jeg roligt sige, siger hun til SØNDAG.
Af SØNDAG, redigeret af Louise Aarkrog, Webredaktionen