I sagen om den syvårige ukrainske pige Katerina, der mandag den 9. juli blev fjernet fra sin skole i Greve, har politiet foretaget yderligere en anholdelse.
Den anholdte er pigens far, bekræfter Midt. og Vestsjællands politi ifølge dagbladetonline. Faderen er ellers tidligere blevet afhørt og af politiet erklæret udenfor mistanke.
I forbindelse med at politiet i går fandt den syvårige pige og hendes fire år ældre søster i god behold, blev en 46-årig dansk kvinde anholdt. I forvejen er pigernes 40-årige mor anholdt.
Politiet ønsker endnu ikke at oplyse, hvilken forbindelse, den 46-årige kvinde har til familien.
De to piger er begge tvangsfjernet, og politiet frygtede i første omgang, at pigerne var blevet bortført til moderens hjemland, Ukraine, hvor bedsteforældrene bor.
De to piger blev imidlertid fundet på en adresse i Danmark. I går forlød det, at pigerne formentlig slet ikke har været udenfor landets grænser, men af sigtelsen i dag blev læst højt i retten, fremgik det, ifølge dagbladetonline, at de to anholdte begge er sigtet for at have ført pigerne ud af landet.