Katerina Pitzner har givet sig selv en gave i anledning af sin 54 års fødselsdag, der falder i dag onsdag.
Diamantdronningen har slettet alle sine sociale medier.
Katerina Pitzner har ellers været yderest aktiv på blandt andet Instagram, som hun har brugt til at udtrykke sin frustration over hendes datter Elviras situation. Siden Elvira blev tilbagehold i Dubai i begyndelsen af december, har Katerina løbende holdt sine følgere opdateret om situationen.
Men nu er det helt slut. Katerina Pitzner trækker sig helt fra de sociale medier.
Hun har bekræftet dette til flere medier, men understreger, at hendes beslutning ikke handler om hendes datters sag i Dubai. Det er i stedet en gave til hende selv, som har været et halvt år undervejs, og som skal få hende væk fra telefonen og ud i den virkelige verden igen.
- Nu kaster jeg mig ud i det fysiske liv, hvor jeg vil gå ud og kigge efter skønhed i naturen, i mennesker, i bøger og fordybe mig i egne skriverier. Og måske ses vi derinde igen en dag, udtaler Katerina Pitzner til BT.
Hun kalder desuden sletningen af sine profiler for "en pause på ubestemt tid" og lukker altså ikke helt døren for, at hun en dag vender tilbage til blandt andet instagram.