Kate Moss er kommet i modvind, efter hun er kommet med kommentarer om ekstreme slankekure.
Den ultratynde model har fortalt i et interview, at hun selv lever efter mottoet "intet smager så godt som slank føles," og det vækker opsigt i en tid, hvor der er fokus på unge pigers anoreksi. Det skriver Femalefirst.
Lignende mottoer kan findes på pro-anoreksi hjemmesider, hvor folk med spiseforstyrrelser kan dyrke deres sygdom med billeder af ekstremt tynde mennesker og tips til, hvordan man kan undlade at spise.
Kritikere har udtalt, at det kan have stor betydning for unge mennesker, når en berømt model siger sådan noget. Hun kan være med til at styrke dem i, at det er normalt at være ultratynd, selvom det ikke er sundt.
Den 35-årige Kate Moss har selv en datter på syv år.