Siden onsdag er en million mennesker flygtet fra deres hjem i den pakistanske Sindh-provins, vurderer FN.
Årsagen er vandmasserne fra det nordlige Pakistan, som får Indus-floden til at gå over sine bredder og truer lavtliggende landsbyer i provinsen.
"Sydpå kommer der mere og mere vand, og en million mennesker er i de seneste to døgn er flygtet fra deres hjem. Nordpå er folk begyndt at vende tilbage til deres ødelagte huse og marker," fortæller generalsekretær i Dansk Røde Kors Anders Ladekarl til Nyhedsbureauet Newspaq.
Lørdag blev 300.000 mennesker evakueret fra den historiske by Thatta, da dæmninger rundt om byen er blevet gennembrudt adskillige gange i løbet af de sidste par dage.
FN i Pakistan anmoder lørdag om flere penge og nødhjælp. Katastrofen har indtil videre kostet 1.600 mennesker livet og påvirker op mod 20 millioner mennesker.