En tre tons tung raketdel suser lige nu gennem rummet med 9.300 km/t og forventes at ramme månen klokken 13.25 fredag, fortæller BBC.
Det vides ikke med sikkerhed, hvilken raket der er tale om. Astronomerne antog i første omgang, at delen stammede fra Elon Musks SpaceX-program, men senere mente man, at den var kinesisk. Det benægtes dog af de kinesiske myndigheder.
Det forventes ikke, at sammenstødet vil få den store påvirkning af Månen, men forskerne håber at kunne studere det 10-20 meter brede krater og det månestøv, som raketdelen vil medføre.
Den kasserede raketdel, der menes af være en såkaldt booster, blev først opdaget i 2015 af NASA, der dog hurtigt mistede interessen for den, da det viste sig at være rumskrot og ikke en asteroide.
Rumskrot er ikke noget sjældent syn. Ifølge det europæiske rumagentur drøner der 36.500 dele med en størrelse over 10 centimeter rundt i rummet. Det kan være kasserede eller ødelagte dele fra rummissioner eller satellitter, som ikke har brændstof eller energi nok til at vende tilbage til jorden.