Salget til Tyskland og andre store eksportlande sikrer, at den danske tøjbranche holder fast i omsætningen.
Til gengæld har modevirksomhederne det svært med salget på hjemmemarkedet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.
Situationen afspejles af en undersøgelse blandt virksomheder i den danske beklædningsbranche, som organisationen Dansk Mode & Textil står bag.
Blandt de 170 medlemsvirksomheder i analysen svarer 30 pct., at den største udfordring lige nu er manglende betalingsevne hos kunder i detailhandlen.
- Mange butikker er pressede, og det smitter af på leverandørerne. De oplever, at flere kunder har svært ved at betale. Samtidig deles ordrer op, og antallet af returvarer stiger markant. Det er et markant problem, som er mere udbredt i de danske butikker end i udlandet, siger international chef Michael Hillmose, Dansk Mode & Textil.
Han peger samtidig på, at også julehandlen har været træg i flere lande.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser således, at salget af beklædning i december faldt med 1,8 pct. i den hjemlige detailhandel.
Dansk Mode & Textil har netop - forud for den kommende modeuge i København - lavet en analyse af de samlede tal for udviklingen i 2013.
Den viser, at eksporten af tøj er steget med 3 pct. til 22,9 mia. kr. Til gengæld er den samlede omsætning i beklædningsbranchen kun på niveau med året før. Engrossalget i Danmark faldt nemlig med 4 pct. i 2013.