Ritzau
Opdateret kl. 22:45
Landsholdsmålmanden Kasper Schmeichel fortsætter med at rydde bordene, når danske fodboldspillere skal hyldes for deres præstationer.
For andet år i træk kan Leicester-spilleren kalde sig Årets Spiller, efter at han ved Dansk Fodbold Award i Horsens modtog den ærefulde titel.
Den 30-årige målmand var en vigtig del af det Leicester-mandskab, der sensationelt blev engelsk mester i sidste sæson.
Senere på året klarede holdet sig også fornemt igennem gruppefasen i Champions League ved at vinde den indledende pulje foran Porto, FC København og Club Brugge.
- Det kan ikke lade sig gøre uden holdkammerater og al den støtte, man får af sin familie. Jeg vil bare sige tusind tak, lød det fra Kasper Schmeichel fra podiet i Horsens.
Ud over Schmeichel var Christian Eriksen, Thomas Delaney og Andreas Christensen nomineret til prisen, der er blevet uddelt siden 1963.
Tidligere på året vandt han også Spillerforeningens afstemning om Årets Mandlige Spiller.
Landsholdets keeper var ikke den eneste, der blevet hyldet ved fodboldgallaen.
Ståle Solbakken snuppede for tredje gang titlen som Årets Træner for sit imponerende 2016 med FC København.
Prisen som Årets Kvindelige Spiller gik til Nadia Nadim, som til daglig spiller for Portland i den amerikanske liga.
Desuden fik fodboldens Hall of Fame sine første kvindelige medlemmer, da Susanne Augustesen og Lone Smidt-Nielsen blev optaget i det fine selskab.
Augustesen scorede som 15-årig hattrick i finalen, da Danmark i 1971 vandt det uofficielle verdensmesterskab i Mexico. Senere spillede hun i en lang årrække i italiensk fodbold.
Lone Smidt-Nielsen var 1980'ernes helt store danske fodboldnavn, og også hun spillede i en periode professionelt i Italien.
Ud over den kvindelige duo blev Jørgen Leschly Sørensen, Henning Enoksen og Karl Aage Hansen optaget i Hall of Fame.
/ritzau/