Kasper Kusk får kun en enkelt sæson hos hollandske Twente, før han vender hjem til dansk fodbold.
Fodboldspilleren skal fra den kommende sæson spille for FC København, der har givet den tidligere AaB-spiller en femårig kontrakt.
23-årige Kasper Kusk har haft en svær sæson i Twente, hvor han ikke har fået meget spilletid.
Måske derfor ser han det heller ikke som et nederlag at vende Æresdivisionen og udlandet ryggen efter kun et år.
- For mig er det her ikke et skridt tilbage, men et skridt frem. FC København er en stor klub. Ikke bare i Skandinavien, men også internationalt, siger Kasper Kusk til FC Københavns hjemmeside.
- Jeg glæder mig meget til at få en frisk start, spille en masse fodbold og ikke mindst bidrage til, at FC København kan vinde flere titler, siger han.
Kasper Kusk havde en stor andel i AaB's fremragende sæson sidste år, hvor klubben vandt både DM-guldet og pokalturneringen.
Siden skiftet til Twente er det imidlertid gået den forkerte vej for spilleren med otte A-landskampe.
Kasper Kusk fik senest spilletid på landsholdet i september sidste år.
Nu kan han håbe på at komme i betragtning til EM næste år, hvis han præsterer godt, og hvis landsholdet formår at kvalificere sig til slutrunden i Frankrig.
/ritzau/