Da Jerntæppet faldt i efteråret 1989, kollapsede den menneskefjendske Sovjetunion: Al den ondskab, som de kommunistiske kommissærer havde påført deres egen befolkning i det meste af et århundrede, blev endelig slået ihjel.
Derfor drømte vi alle om et nyt, frit og demokratisk Rusland i løbet af 1990’erne. Under Boris Jeltsin, den vodkadrikkende bulderbasse fra Sverdlovsk, bevægede den genfødte nation sig generelt i den rigtige retning. Der blev især frem til omkring 1995 skabt fremskridt med frie valg, etableringen af frie medier, skabelsen af nye institutioner og virksomheder – men derefter begyndte det at bevæge sig fra slemt til værre for hvert år, der er gået siden.
Den røverkapitalisme, som førte til, at de russiske masser mistede alle deres egne værdier, mens enkelte oligarker berigede sig i ekstrem grad, sygeliggjorde det unge demokrati. Politik, business, militær, medier og politi blev hurtigt, men sikkert, blandet sammen til rædsom korruption, der har skabt et land, der i dag socialt er ude af kontrol.
Da Garry Kasparov, den tidligere russiske skakmester og nuværende menneskeretsforkæmper, i går modtog Pundiks Frihedspris på Københavns Universitet, kom han med et ualmindeligt hårdt angreb på præsident Vladimir Putin og hans Moskva-regime. Putin har systematisk smadret selve det demokratiske fundament, fordi han konsekvent slår benhårdt ned på enhver opposition.
Kasparovs advarsel er desværre rammende – og den bør derfor modtages med dyb alvor i Vesten. Den eftergivenhed, som såvel USA som Europa konstant udviser over for Putin, er tragisk. Årsagen synes at være psykologisk mere end politisk reel: Vestens toppolitikere er øjensynligt nervøse for, at hvis de presser Putin, så risikerer vi at få noget, der er endnu værre – nemlig en tilbagevenden til det sovjetkommunistiske styre.
Pointen er bare, at det ikke kan blive meget værre, end det er i dag. Vilkårlige indespærringer og likvideringer af oppositionspolitikere og avisredaktører er nu lige så normale som under kommunismen. Tiden er derfor inde til at sige fra over for Putin – og ikke bare over for ham, men over for det alvorlige anslag mod demokratiet, som hans ondskabsfulde regime står for.