Man kan vist roligt sige, at den 43-årige mand, der i weekenden tabte 30.000 kroner på et kasino i Helsingør, er en dårlig taber.
Den 43-årige, der var beruset under sit besøg på Casino Marienlyst i Helsingør, tabte nemlig hele 30.000 kroner på rouletten, skriver Frederiksborg Amts Avis. Det fik ham til at gå amok. Han greb en barstol og smed den op på roulettehjulet, så hjulet gik i stykker.
Manden blev tilbageholdt af vagtfolkene på kasinoet, indtil politiet dukkede op. Han blev taget med på detentionen, hvor han blev natten over. Han blev sendt hjem med en sigtelse for hærværk.
Historien melder i øvrigt ikke noget om, hvordan Casino Marienlyst har tænkt sig at krasse de 30.000 kroner ind.