En gigantisk skattesag kan i yderste konsekvens sende erhvervsmanden Jesper "Kasi" Nielsen bag tremmer.
Jesper Nielsen indrømmer i et interview i Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag, at han har ladet sine selskaber finansiere privatforbrug for omkring 5 millioner kroner.
Dermed har firmaet trukket udgifterne fra i skat, ligesom Jesper Nielsen har fået penge ud uden udbytteskat på 42 procent.
Jesper Nielsen betragter det selv som en bagatel, men ifølge lektor Thomas Rønfeldt, der er fagansvarlig for skatteret på Aalborg Universitet, kan forholdet udløse en politianmeldelse og efterfølgende straffesag.
- Hvis Skat kan komme igennem med, at det er bevidst unddragelse af udbytteskat, så er vi er oppe i så store beløb, at det falder ind under en bestemmelse i straffeloven, der kan give op til otte års fængsel, siger han.
Strafferammen udnyttes dog langt fra i skattesager, og i praksis vil en sag i samme størrelsesorden som ovenstående udløse en straf på 12-18 måneders fængsel i tilfælde af domfældelse, vurderer Thomas Rønfeldt.
Forholdet er en del af en agterskrivelse, som Skat har sendt til Jesper Nielsen, hans søster og hans mor samt Kasi-koncernen, som de tre ejer i fællesskab.
Skat kræver i alt 168 millioner kroner, hvoraf størstedelen relaterer sig til sponsorater og sportsklubben AG København.
/ritzau/