Er man fan af det danske rockband Kashmir, så skal man være ualmindelig uheldig for ikke at komme til en koncert med dem det næste halve år.
Efter udgivelsen af det seneste album 'Trespassers' har Kashmir ikke spildt tiden. De har netop afsluttet en Danmarksturné og er nu klar til at tage på landevejen igen.
Denne gang er det de mange sommerfestivaller i både Danmark og udlandet, som skal lægge scene til en gedigen omgang kashmirsk rock.
Men som om det ikke var nok, så har bandet netop offentliggjort, at de tager på endnu en Danmarksturné til efteråret.
Både aalborgenserne, århusianerne og københavnerne får fornøjelsen, når Kashmir gæster henholdsvis Skråen, Scandinavian Congress Center og Tap 1 den 4., 5., og 6. november.
Forsalget starter på mandag klokken ti.