I dag lanceres en ny hjemmeside for Kashmir, samtidig med at deres nye album 'Trespassers' udkommer.
Bandet har dog ikke tænkt sig at fylde så meget på siden selv. De har oprettet den med det formål, at fans fra hele verden kan mødes på siden og selv bidrage med indholdet. Det skriver Gaffa.
Man kan altså selv bestemme hjemmesidens indhold ved at uploade billeder, lyd og video, der vedrører Kashmir.
"Vi vil gerne åbne op for folks forskellige oplevelser af for eksempel musikken eller koncerterne. Med den nye hjemmeside kan brugerne dele deres oplevelser med hinanden. Deres input vil præge billedet af, hvad bandet laver lige nu, og dokumentere, hvordan nogle begivenheder fandt sted. Vi håber meget på, at brugerne kommer i dialog med hinanden og med os," siger bassisten i Kashmir, Mads Tunebjerg.
Kashmirs hjemmeside kan besøges her.