Hvis der fremover klages over valg i Afghanistan, er alle fem personer, som skal undersøge klagerne, udvalgt af landets præsident.
Det vækker ifølge BBC bekymring i vestlige lande, fordi det øger præsident Hamid Karzais magtbeføjelser i foruroligende retning.
Afghanistans valgklagekommission var sidste år med til at afsløre svindel ved præsidentvalget, hvilket tvang Karzai ud i en anden valgrunde.
Karzais nye beføjelser kommer, mens Nato-ledede styrker er i gang med en omfattende operation mod Taleban i den centrale Helmand-provins.
Tidligere skulle to ud af fem medlemmer af kommissionen være udlændinge, og én kunne have vetoret, men den ordning er ikke gældende i det nye dekret.
Flere vestlige diplomater er chokerede over ændringen, som de frygter kan åbne for, at valgsvindel ikke bliver afsløret fremover.
Ved det seneste præsidentvalg tog undersøgelser af svindelanklager måneder, og i mellemtiden trak Karzais modkandidat Abdullah Abdullah sig, fordi han ikke mente, det gik rigtigt til.
Således kunne Karzai erklæres som vinder og tage fat på en ny præsidentperiode i det urohærgede land.