Danmarkshistoriens hidtil største bøde for ulovlig kartelvirksomhed rammer senere i dag Danfoss. Det er EU-kommissionen, som uddeler bøden, der lyder på 600-700 millioner kroner. Den omhandler konkurrenceforvridende aftaler inden for markedet for kompressorer.
Sagen er skidt nyt for den store sønderjyske virksomhed, det erkender Danfoss selv:
"Det er på alle måder en pinagtig og ubehagelig sag, som ligger meget langt for vores grundlæggende værdier," siger Danfoss' topchef Niels Bjørn Christiansen til Børsen.
Professor i konkurrenceret fra Copenhagen Business School Jens Fejø er enig i, at sagen kan skade virksomheden.
"Jeg kender Danfoss som en hæderkronet virksomhed, og det er den sådan set stadigvæk. Men for virksomheder, der føler sig forpligtet over for samfundet, kan en sådan sag om karteldannelse være voldsomt ubehageligt for deres image," siger Jens Fejø.
Han afventer kommissionens afgørelse, før han vil give en endelig dom over skadens omfang, og understreger, at sagen er stor i en dansk sammenhæng, men at den kun er en parantes på internationalt plan.
Kartelbøden fra EU-Kommissionen falder sammen med, at Danfoss senere onsdag skal gennem en høring ved retten i Michigan i USA. Her skal den danske virksomhed overbevise dommeren om, at Danfoss er berettiget til en klækkelig rabat på den bøde, selskabet har accepteret at betale for ulovlige amerikanske prisaftaler.
Danfoss afsatte 720 millioner kroner til bøden i sit seneste halvårsresultat, og kan derfor imødekomme bøden.