Han er jo ikke kun milliardær, men også lidt af en spradebasse, så ind imellem kan hans galgenhumor være svær at lure.
Men temaet var klart, da Karsten Ree i går dukkede op med forsidefruen Janni Ree til gallapremieren på den nyeste James Bond-film, ”No time to die”.
- Jeg dør snart. Måske om et par måneder, lød det igen og igen til pressen, der i dagens anledning var forsamlet på en sort løber i Imperial i København.
Janni Ree prøvede at nedtone den triste snak, men rigmanden fastholdt, at han kan føle, hvordan hans krop degenererer.
Han spiser, men taber i vægt, fortalte parret de fremmødte journalister.
Kroppen er i forfald og Karsten Ree bliver svagere, tilføjede han selv.
- Det er naturligt. Når man er 76 år, så skal man dø, sagde han.
Mens Janni Ree er vild med James Bond og altid har været det, så var Karsten Ree også lidt mere loren ved især de nye film.
- De er for meget manipulerede. Jeg kunne bedre lide de gamle, grinte han, før han gik ind for at se den nyeste med Daniel Craig i hovedrollen.
76-årige Karsten Ree blev i 2015 ramt af blærekræft, og går jævnligt til tjek.