Karsten Ree var sidste år klar med den helt store pengepung og planlagde at byde over 1 milliard kroner for tv-stationen TV2.
Det skriver Børsen.
Den 73-årige erhvervsmand indledte derfor et samarbejde med den nu afdøde journalist og tv-vært Ole Stephensen.
- Jeg arbejdede sammen med ham om at stikke slæberne ind hos TV2. Jeg betalte Ole lidt penge for at finde nogle ledende folk på TV2, vi mente, der var stærke nok til at drive det, siger Karsten Ree til Børsen.
I 2017 hyrede staten ifølge Børsens oplysninger Danske Bank til at undersøge mulighederne for et salg af det statsejede medie. Men DF-formand Kristian Thulesen Dahl satte sidste sommer en stopper for regeringens plan ved at afvise et salg af TV2.
Det fik også Karsten Ree til at droppe drømmen om at blive ejer af tv-stationen. Han fortæller dog til Børsen, at Ole Stephensen fortsatte sit lobbyarbejde på TV2 i yderligere et par måneder, indtil det blev helt klart, at der ikke var politisk flertal bag salgsplanerne.
Ifølge den mediepolitiske aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti er forligspartierne enige om at genoptage spørgsmålet om et delvist salg af TV2 om to og et halvt år. Og til den tid er Karsten Ree stadig interesseret i at købe, siger han til Børsen.