Karsten Ree har stadig masser af penge på kistebunden, men de seneste par år har gjort et stort indhug i finansmandens beholdning. Det skriver Se&Hør, der har kigget nærmere på Rees regnskaber.
Her fremgår det af 2023-regnskabet for "Stocks By Ree ApS", at Karsten Ree i de to sidste år har sat 600 millioner kroner til på sine aktieinvesteringer.
Blødningen var dog mindre i 2023 end i 2022, idet Karsten Ree her “blot” tabte 77 millioner kroner mod mere end 500 millioner året før.
Det er ikke længere Karsten Ree selv, der styrer finanserne. Den 79-årige rigmand blev sidste år diagnosticeret med demens og har derfor overdraget det hele til sine tre sønner, Christian, Oliver og William.
- Jeg synes, tiden er rigtig til at tilpasse vores strukturer. Vores evne til at kommunikere vores strategi og styrker som familiekontor kræver en anden og mere gennemsigtig struktur. Samtidig er det et godt og rigtigt tidspunkt for mig til at træde et skridt tilbage og følge lidt mere med fra sidelinjen, sagde Karsten Ree til Finans i maj.
Ifølge Se&Hør er egenkapitalen i Karsten Rees koncern på godt og vel en milliard kroner.