Fire papegøjer har siden fredag været på udflugt fra Ree Park.
De blå-gule araer færdes frit i safariparken, men kommer normalt hjem til den daglige fodring, men nu ser Ree Park sig nødsaget til at efterlyse fuglene.
Det sker blandt andet i et opslag på Facebook.
- Parkens fire fritflyvende araer er fortsat ikke hjemme endnu. De er sandsynligvis blevet skræmt af en rovfugl e.l. og er fløjet længere væk fra parken end de plejer. De fire araer er et forældrepar med deres unger fra sidste år. De er set ved Aarhus, og vi vil meget gerne have meldinger om, hvor de er spottet, så vi kan følge deres rute og få dem hjem igen, skriver Ree Park blandt andet i opslaget, som du kan se her.
Foto: Facebook
Til TV2 Østjylland, fortæller direktør Jesper Stagegaard, at han stadig er nogenlunde fortrøstningsfuld.
- Vi er ikke nervøse endnu. Vi har tidligere haft en unge fra et andet kuld, vi måtte hente hjem efter et stormvejr, siger han til mediet og fortsætter.
- Udfordringen er, at de spiser et hav af skud fra træer, dem er der mange af i øjeblikket, siger Jesper Stagegaard.
Der er altså ingen fare for, at fuglene sulter.
Hvis man ser papegøjerne, må man meget gerne skrive det i Ree Parks opslag på Facebook, så dyrepasserne kan følge med i, om papagøjerne er ved at finde hjemad.