Skilsmissen mellem Janni og Karsten Ree har i dén grad optaget medier og læsere gennem den sidste tid.
Men mens Janni Ree har optrådt og udtalt sig her, der og alle vegne, så er det meget lidt - ingenting - vi har hørt fra den anden hovedperson personligt.
Det ændrede sig i dag, selv om det kun var ganske lidt.
Karsten Ree var taget til årets uddeling af Rungstedlundprisen 2024 i Rungsted - nærmest kun et stenkast fra hans imponerende palæ Vedbæklund.
Her skulle Dronning Margrethe overrække en pris til Anja C. Andersen, da Ekstra Bladet selvfølgelig fangede rigmanden for en kommentar.
- Det gider jeg ikke. Det er for tarveligt, lød det fra Karsten Ree, som altså afviste at kommentere på bruddet med Janni.
Lige som han afviste selv at have en ny kæreste, så fortsatte afvisningen af at omtale den celebre skilsmissesag.
- Jeg har ikke lyst til at sige noget som helst, hvis jeg synes, at det hele er billigt og dårligt. Så er der ikke noget at sige. Det er ikke det værd. Det kan ikke svare sig at tale om det. Det er tarveligt, lød det til avisen fra Karsten Ree.
Han fulgtes iøvrigt til Rungstedlund med veninden gennem en årrække, Gitte Peters.