Den russiske tennisspiller Anna Chakvetadze indstiller karrieren i en alder af 26 år.
Det meddeler nyhedsbureauet AFP.
Årsagen til det tidlige karrierestop er tilbagevendende problemer med ryggen.
- Jeg ser ikke længere mig selv i professionel tennis, så jeg er klar til at sige, at min karriere er ovre, siger Anna Chakvetadze.
- Naturligvis var det en svær beslutning, og jeg tænkte længe over det, men nu er den endelig taget, siger hun.
Russeren nåede i 2007 semifinalen ved grand slam-turneringen US Open, og hun var i en periode nummer fem på verdensranglisten.
I 2007 blev hun sammen med sin far udsat for et væbnet røveri, som efterfølgende påvirkede hendes karriere.
I øjeblikket er hun rangeret helt nede som nummer 577 i verden i damesingle.
Anna Chakvetadze har vundet otte titler på WTA-touren.
/ritzau/