Ikke alle mænd kan klare at være sammen med en kvinde, der har succes på jobbet. Og skal en kvinde gøre karriere, er det helt afgørende, at hun finder den rette partner.
Det er budskabet i en kommende konference for karrierekvinder, som bliver holdt i Ledernes Hovedorganisation.
»Omkring 100.000 kvinder bliver holdt tilbage i karrieren, fordi de rent privat ikke får de udfoldelsesmuligheder, som de bør have,« fortæller en af oplægsholderne, virksomhedsrådgiveren Peter Horn.
Misundelige mænd
Mange kvinder bliver ganske enkelt bremset af, at de er sammen med en mand, som ikke støtter deres karriere.
»Når de vælger en partner, har der måske været kærlighed og sød musik i starten. Men det kan være, at de slet ikke har de samme ambitioner. Nogle mænd kan ikke klare, at kvinden har mere succes end dem selv og trækker dem ned. Derfor skal kvinder vælge deres partner med omhu,« siger Peter Horn.
For kvinderne gælder det om at indgå aftaler med mændene om, hvordan de få dagligdagens kabale, som måske omfatter børn, til at gå op.
»Man kan aftale, at man skiftes, så det er manden, der måske starter med at gøre karriere, og at det så bagefter er kvindens tur. Eller man kan aftale at deles om opgaverne, så begge bliver tilfredse.« Konferencen afholdes 7. maj.