Karius og Baktus boltrer sig i provinsen

Der er mangel på tandlæger i de danske yderområder, og det kan betyde, at børnene kommer til færre undersøgelser.

Børnene i provinsen skal holde godt øje med Karius og Baktus. For de risikerer nemlig ikke at komme til tandlægen så ofte.

Yderområderne mangler tandlæger, og i Kolding Kommune er hver fjerde tandlægestilling ubesat, skriver 24timer.

»Det betyder, at der bliver længere imellem, at børnene kaldes ind til undersøgelser. Lønnen er højere i den private end den offentlige sektor, og når der samtidig uddannes for få tandlæger, kommer vi til at mangle tandlæger i kommunerne,« siger direktøren i sundhedsforvaltningen i Kolding Kommune, Erik Demant, til 24timer.

Også i Esbjerg, Tønder, Sønderborg og Aabenraa mangler der tandlæger til den kommunale tandpleje, der holder øje med, hvor gode skolebørnene er til at børste deres tænder.

»Det er gyldne tider for nyuddannede, der kan vælge og vrage mellem job. De vil som regel ikke flytte særlig langt fra den by, de er uddannet i, og derfor kan vi ikke få folk,« siger næstformanden for de offentlige tandlæger i Dansk Tandlægeforening, Pia Graversgaard,

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.