Den 45-årige professionelle danser, Karina Frimodt, kommer ikke på dansegulvet i den 21. sæson af "Vild med dans".
Det står klart efter Karina Frimodt i et opslag på Instagram fortæller, at hun er droppet.
- 13 skønne mænd har jeg danset med i "Vild med dans". Desværre var der ikke det rigtige match til mig i år, så der bliver ingen Frimodt-løjer i dansemanegen, skriver hun og tilføjer:
- Jeg vil ikke pakke noget ind, jeg er mega ked af, at jeg ikke skal være en del af dansefamilien og møde en ny dansepartner, som jeg igen skulle trylle moves med.
Trods den store skuffelse håber den populære danser, at der kan findes plads til hende i TV 2's bedste sendetid næste år.
- Så er jeg i hvert fald kampklar, slår hun fast.
Karina Frimodt vandt sidste sæson sammen med den tidligere fodboldspiller Kasper Fisker.
Når det går løs med ti nye par i næste måned, bliver det med debut for 31-årige Cilia Trappaud. Hun skal være vært sammen med Martin Johannes Larsen, som får sin tredje sæson.