Karen Thisted er sur. Men hun er ikke bare sur sådan generelt eller på alt og alle, hun er sur på de folkevalgte.
Specielt er hun sur på finansminsister Claus Hjort Frederiksen, som hun mener fører sig frem i "magt og vælde", mens han sørger for bedre pensionsvilkår til politikerne.
I en klumme i Ekstra Bladet søndag skriver hun nemlig blandt andet:
- Jeg er selv pensionist og derfor endnu mere misundelig end de fleste andre. Jeg ser, hvor hårdt det er for folkepensionister uden ekstra pension at hutle sig gennem hverdagen. Og så skal de opleve, at politikerne har helt andre uanstændige pensionsvilkår.
Karen Thisteds bredside kommer efter det tidligere på ugen kom frem, at Claus Hjort Frederiksen ikke har i sinde, at følge Vederlagskommissionens anbefalinger om pensionsforholdene for politikere. Regeringen vil kun hæve pensionsalderen.
Den tidligere journalist og redaktionschef på Ekstra Bladet undrer sig over, at Claus Hjort Frederiksen mener, at medlemmer af Folketinget efter bare et år kan få en bedre pension end alle andre.
- Jeg kunne ikke få mig selv til at stå for denne uretfærdige behandling af borgerne i Danmark. Claus Hjort Frederiksen er åbenbart ligeglad med at blive lagt for had, når bare han kan skaffe pengene til politikerne, skriver Karen Thisted.
Hun kan ikke se fornuften i den handling, som, efter hendes mening, kun forstærker mistilliden til de folkevalgte.
Karen Thisteds karriere har blandt andet bragt hende til Ekstra Bladet som journalist og redaktionschef.
Hun er forfatter til flere bøger. Blandt andet en interviewbog med Benny Andersen og Johannes Møllehave.
Karen Thisted stod desuden bag "Go' morgen Danmark" og "Eleva2ren" på TV 2.
I 2006 blev Karen Thisted spindoktor for familie- og forbrugerminister Lars Barfoed og i 2009 og 2010 var hun vært på P3-programmet "Den Løse Kanon" sammen med Huxi Bach.
Kilde: Wikipedia