Der er ingen slinger i valsen, når minister for ligestilling Karen Jespersen (V) nu blander sig i lønforskellene mellem DR’s mandlige og kvindelige studieværter.
En række af de kvindelige studieværter - der for en dels vedkommende nu er forhenværende - har tidligere kritiseret, at det ifølge dem systematisk udløser en større løncheck, hvis en studievært på TV-Avisen er af hankøn.
Men den går ikke, lyder det fra Karen Jespersen.
- Det er ikke bare uacceptabelt, det er ulovligt at lønne kvinder lavere end mænd, hvis de udfører samme arbejde eller arbejde af samme værdi, skriver hun i et svar til Enhedslistens Per Clausen, der har bedt om ministerens holdning til sagen.
Blandt andre Paula Larrain, Trine Sick, Vibeke Hartkorn og Eva Jørgensen, der alle er tidligere værter på TV-Avisen, har offentligt undret sig over, at mandlige kolleger som for eksempel den nu også tidligere vært Reimar Bo Christensen tilsyneladende skulle have langt mere i løn end dem, for det, de kvindelige værter betragter som det samme arbejde.
Karen Jespersen, der i øvrigt selv har en fortid på TV-Avisen, har dog ikke planer om selv at komme de kvindelige DR-værter til undsætning.
- Mener man som medarbejder, at man diskrimineres på grund af ens køn, kan man rejse sagen ved domstolene, det fagretlige system eller Ligestillingsnævnet, lyder hendes opfordring.